Jeg bliver ofte spurgt om hvad forskellen er på hårfjerning med henholdsvis sukker (i daglig tale sugaring) og voks. Spørgsmålet bliver typisk stillet når jeg fortæller, at jeg igennem de sidste syv år har udført tusindvis af sugaring behandlinger og at netop disse behandlinger har fyldt i omegnen af 80% af min kalender. 

De fleste kvinder kender til hårfjerning med voks; den varme voks påføres med hårenes naturlige groretning og hives derefter af i modsat retning med en strip. Voksen klæber til hårene og disse trækkes ud med roden.

… men hvad er sugaring?

Sugaring adskiller sig fra hårfjerning med voks på to parametre: Produkt og teknik. I stedet for voks anvendes en karamellignende masse bestående af tre naturlige ingredienser: Sukker, vand og citron. Massen er opvarmet til kropstemperatur.

Ved sugaring påføres den karamellignende masse hårene mod deres naturlige groretning og ved hjælp af en særlig “hand flicking”-teknik rives hårene ud med roden i deres naturlige groretning. Teknikken resulterer i færre knækkede hår og færre indgroede hår. 

… skal jeg så vælge sugaring eller hårfjerning med voks?

Begge metoder har sine fordele. 

Hårfjerning med voks er hurtigt og effektivt, mens sugaring er mere skånsomt. Derfor anbefaler jeg, at du vælger voks når du skal have fjernet hår på dine ben og sukker når du skal have fjernet hår på kroppens mere sarte områder (brazilian, bikini og armhuler). Hvis du følger anbefalingen er det min erfaring, at du får den mest behagelige oplevelse og opnår de bedste resultater

Hos Clean Confetti tilbyder vi både sugaring og hårfjerning med voks. Læs mere under Services og book din tid her.

Kærlig hilsen.

Cecilie